En helt ny verden åbner sig
Når du tager på roadtrip i en elbil, er det som at træde ind i fremtiden med en snert af sci-fi og en dosis rækkeviddeangst som ekstra krydderi.
Mit navn er Jakob Gøtche – min familie og jeg besluttede os for at køre på skiferie i vores elbil, mere specifikt til Madonna Di Campiglio i Italien. Hvad kunne gå galt?
Inden turen var vores hovedpine ikke for meget parmesan på pizzaen, men snarere det frygtede opladningscirkus. Ja, vi havde en smule nervøsitet over, om vores eldrevne Tesla kunne ende som en stillestående skulptur på vejen.
Tankstationer var forrige århundredes nyhed - nu var det tid til at lægge os i hænderne på Supercharger-netværket. Ideen virker simpel og med teknologien ved hånden - hvem har så brug for vejskilte? Bilen planlægger jo selv din rute "Siri, kør os til Italien uden at løbe tør for strøm."
Efter et par timer på vejen var det tid til at tage vores første pitstop ved en Supercharger-station. Vi følte os som pionerer i en ny tidsalder. Men da vi trillede ind i Designer Outlet Soltau kl. 23, opdagede vi, at den var lukket. Ingen toiletter, ingen shopping - kun os og en Supercharger. Vi kunne næsten høre Superchargeren sige: "Hvem bruger et outlet ved midnatstid alligevel?" Heldigvis var der fint med toiletter og mulighed for kaffe på vores 4 øvrige stop på vej til Italien.
Selve rejsen derned tog os omkring 22 timer. Det var en smule længere end de 17 timer og 10 minutter (uden pauser) ifølge Google Maps, men hey, vi gjorde det med stil. Opladningen løb op i omkring 700 kr., markant mindre end vores sædvanlige benzintankninger. Vi oplevede Ingen kø ved ladestanderne, så vi følte os effektive, når vi holdt stille. Betalingerne blev håndteret automatisk via tesla app'en og fungerede nemt og brugervenligt.
Hvad har vi så lært af vores første el-ferie?
Kør aldrig mere end 120 km i timen, medmindre du elsker at holde stille og lade.
Rækkeviddeangst?
Næh, bare en dårlig undskyldning, fordi det er nyt og spændende.
Elbilernes fremtid er nu! Og vi er kun glade for at være passagerer på denne strømfyldte rejse.